Landsforeningen for amatørteater og scenekunst har sæde i Odense og samler enkeltmedlemmer, scener, institutioner og grupper med interesse for amatørteater. Foreningen holder kurser, arrangerer konferencer og festivaler og udgiver et online teatermagasin, rampelyset.dk. Tilknyttede konsulenter giver gratis rådgivning om blandt andet repertoire, instruktion og scenografi.
Medlemmer kan søge tilskud til kurser, produktioner, festivaler og konferencer. I en database kan de dele manuskripter, revytekster og kortspil med andre amatørteatre. Foreningen har lavet et kort over medlemsscener, der er åbne for nye medlemmer.





