Biblioteket i Brønshøj ligger ved Brønshøj Torv og er kendt for de mange planter i vinduerne. Det er en del af Københavns Biblioteker. I stueetagen er der bogudstillinger, avislæsning og kaffemaskine, og i kælderen holder Lokalhistorisk Selskab til. På 1. sal er der bøger, borgerservice, læsepladser og et af Københavns største børnebiblioteker med højtlæsning og dukketeater.
Et lokale til læsning og studier kan bookes på stedet, og et stort arrangementslokale med professionelt lyd- og lysudstyr rummer op til 120 personer. Der er jævnligt litterære arrangementer samt fællesskaber som Morgensang og læseklubber. Biblioteket er mærket med Access Denmark, og flere busser stopper ved døren.




