Den lille selvejende børnehave i København er til børn fra 2 år og 10 måneder til 6 år og har plads til 23 børn. Den holder til i to sammenlagte lejligheder i en beboelsesejendom med direkte adgang til egen legeplads og brug af ejendommens fælles græsplæne. Siden 2018 har den været en del af en selvejende klynge med to andre børnehaver og en vuggestue.
Med fem ansatte er der tæt kontakt, og klyngens institutioner hjælper hinanden med vikarer og fælles nødpasning. De ældste børn har fælles aktiviteter før skolestart. Der er en fast ugentlig udflugtsdag, blandt andet til Grøndalsparken, Dyrehaven og Amager Strandpark. Der er ikke kørestolsegnet parkering.




