Kirken i Sankt Markus sogn blev indviet den 27. oktober 1935. Den er tegnet af kongelig bygningsinspektør Thomas Havning, der vandt en arkitektkonkurrence i 1932, og kombinerer funktionalisme med en middelalderinspireret byggestil. Kirkerummet er enkelt med et stort tøndehvælv og høje vinduer. Altertavlefrisen af Sven Havsteen-Mikkelsen kom til i 1996, og orglet fra 1967 med 41 registre i ubehandlet eg bruges til gudstjenester og koncerter.
I sidefløjen ligger det store sognelokale, og Klostergården fra 1982 rummer kirkens kontorer. Siden 1970 har Pastoralseminariets afdeling for Jylland haft hjemme i kirken. Indgang, parkering og toilet er kørestolsegnede.




