Stedet ligger i grønne omgivelser omkring to kilometer fra Odense centrum. Vandrerhjemmet er en stor trefløjet gård fra 1747 med 38 værelser og 163 senge og har været vandrerhjem siden 1950'erne. Hotellet har otte værelser med eget badeværelse i hovedhuset fra 1832 ved skovkanten.
Gæsterne kan bruge et fælles køkken og et spillerum med bordtennis og fodboldspil. Morgenmad kan tilkøbes, og man medbringer selv sengetøj eller lejer det. Der er gratis parkering og gratis Wi-Fi, stedet er børnevenligt og røgfrit, men ikke handicapvenligt.




