Den lille nærgenbrugsstation drives af ARC og er til private husholdninger, som kan aflevere mindre mængder sorteret affald og ting, der kan genbruges. Affaldet sorteres i 12 fraktioner. Der er et bytterum med legetøj, tøj, bøger og andre ting, og om torsdagen holdes der en åben værkstedsdag med kreative aktiviteter.
Stationen er kun for gående og cyklister, da der ikke er plads til biler eller trailere. Erhvervsaffald, haveaffald, byggeaffald og sanitet tages ikke imod her, men henvises til ARC's store genbrugspladser. Man kan låne en ladcykel, en håndvogn eller en sækkevogn i to timer mod sygesikringsbevis, kørekort eller pas. Udstyret kan ikke reserveres og skal afleveres senest en time før lukketid. Indgangen er kørestolsegnet.





