Restauranten ved åen i Aarhus er en amerikansk grillrestaurant, der er indrettet med Route 66-inspirerede detaljer som vejskilte, modelfly, sportstrøjer og vinylplader. Husets spareribs med hemmelig BBQ-opskrift har været en favorit siden 1990, og der er også burgere, blandt andet en vegetarisk, samt steaks af uruguayansk oksekød. Til hovedretterne følger valg af kartoffel og adgang til salatbar og softice, så meget man vil have.
Der er frokostmenu og børnemenu, og man kan bestille bord online eller telefonisk. Der er både inde- og udendørs servering, og maden kan tages med eller leveres. Hovedindgangen, siddepladserne og toilettet er kørestolsegnede, mens parkeringen ikke er det.





